Søndag Aften
In Association with Amazon.com

FRITEKSTSØGNING
Søg blandt over 500 artikler


Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter


august 2001


Museer - en god investering


I 90'erne blev der investeret 1 mia i renovering og fornyelse af danske kunstmuseer. Besøgstallet steg med 45%

Nye museer skyder op i alle dele af landet. Og hvis museet ikke er nyt, så er det renoveret til ukendelighed - i modernitetens navn.

I de sidste ti år har arkitekter, ingeniører og håndværkere haft travlt med at renovere danske kunstmuseer. Ifølge dagbladet Børsen blev der i 90'erne bygget nyt og renoveret for 1 mia kr. Beløbet dækker både offentlige bevillinger og privat støtte. Der er tale om en imponerende byggeaktivitet, som dog skal ses i sammenhæng med at de foregående tiår var knapt så ekspansive på museumsområdet. En stor del af investeringerne dækker således over mange års mangelfuld vedligeholdelse.

Børsens liste over museumsbyggeri omfatter 20 kunstmuseer, deriblandt Statens Museum for Kunst, Arken, Ny Carlsberg Glyptotek, Kunstindustrimuseet og Bornholms Museum.

De 20 museer har i perioden fra 1989 til 2000 samlet haft et stigende besøgstal. I 1989 (hvor enkelte af museerne slet ikke eksisterede) havde de 20 museer næsten 1,2 mio besøg. I 2000 havde de 20 museer godt 1,7 mio besøg. En fremgang på 45% i besøgstal.

Samlet set er besøgstallene på samtlige landets kunstmuseer steget fra 2,3 mio til 2,6 mio. Denne stigning svarer til den tendens der ses i Socialforskningsinstituttets analyser af kultur- og fritidsaktiviteter. I 1987 svarede 25% at de havde været på kunstudstilling eller -museum i det sidste halve år. I 1998 var det tilsvarende svar 29%.

Ingen renovering svækker

De museer der er investeret i, har dels fået det samlede besøgstal til at stige, dels ædt af de øvrige kunstmuseers besøg. De museer som ikke er renoveret eller fornyet har i perioden tabt 21% af de besøgende. Alt andet lige, så viser de faktiske og historiske besøgstal, at det går næsten dobbelt så godt for renoverede museer som for museer uden fornyelse. Hvis indeks er 100, så har det renoverede museum 145 efter ti år, hvorimod det ikke fornyede museum har 79.

Denne beskrivelse af besøgstallene tager dog ikke hensyn til en række andre faktorer. I perioden har der generelt været en væsentlig tendens til øget entrebetaling. Dette gælder i særdelehed for de renoverede museer, hvor selve renoveringen bruges som argument for højere entre.

Samtidig tager beskrivelsen ikke hensyn til at museumsområdet er blandt de kulturpolitiske områder som har været økonomisk hårdest skåret i 90'erne. Fra 1989 til 1999 steg det samlede museumsområde kun med 9% i finanslovene, hvorimod de resterende kulturområder steg med 28%. Den primære årsag til udgiftsforøgelser har iøvrigt været øget budgetbehov til de fornyede og renoverede museer. De museer som ikke har fået penge til renovering, har således også fået færre statslige penge - og fået færre besøgende med færre entreindtægter til følge.

Dagbladet Børsen brugte den beskedne samlede stigning i besøgstal til kunstmuseer som argument imod de store investeringer - og som argument for bedre amtslig koordinering. Man fik endda en konservativ politiker til at bruge museumsstatistikken som argument for amternes nedlæggelse!

Virkeligheden bag tallene er, at de museer som ikke investerer, svækkes alvorligt. Tallene viser også det problematiske ved den almindelige bevillingspraksis, hvor museumsbudgetter kun stiger, hvis kvadratmetertallet udvides - og dette sker ved en særlig event, kaldet åbning.

Besøgstal er ikke alt

Man skal desuden være opmærksom på at renoveringer af kunstmuseer ikke kun har til formål at øge besøgstallet. Den største enkeltudvidelse er på Statens Museum for Kunst, 240 mio. Denne investering havde som væsentlige formål at sikre værkernes overlevelse, at give offentligheden adgang til flere værker, at forbedre forskningen og at bedre kunne imødekomme uddannelsesinstitutioners brug af museet. Hvis de besøgende har et bedre og måske længere besøg, så er det formål fuldt ud lige så godt, som hvis besøgsantallet stiger.

Ovenstående tal referer, hvor anden kilde ikke er angivet, til de officielle besøgstal, som fremgår af Danmarks Statistiks årlige museumsstatistik.

Søndag Aften 08/2001

Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som kilde.

[Næste artikel]

 



Samlet oversigt over Søndag Aftens CulturCronikker 1997-2007




 




arkitektur & design | biblioteker | film | internet | kunst | litteratur | musik | teater & dans

colofon | | links | søg | debat | gæstebog | nyhedsbrev | @ -mail til redaktionen

© 1997- Søndag Aften. All rights reserved.